Slip jordforbindelsen og fyr fornuften. Tag med på en fantastisk rejse ind i magiske universer og eventyrlige verdener, når vi tager de filmatiserede fantasybøger med ind i biografens mørke.

Fantastiske fortællinger er meget mere end Ringenes Herre og Harry Potter. På denne bogcafé tager vi de filmatiserede bøger med ind i biografens mørke. Vi giver smagsprøver på den store fantastiske genre, der bare vokser og vokser og som mange er vokset op med.

Mange film og tv-serier bygger på fantastiske romaner og selve genren er vildt forgrenet og sender knopskud ud i mange retninger. Nogle gange er udgangspunktet et magisk univers der er skabt fra bunden i en alternativ verden. Andre gange dukker magien op i vores hverdag, når en parallel verden spejler sig i vores verden.

Det kan være befriende at skifte den leverpostejsfarvede hverdag ud med en magisk virkelighed hvor drager og dæmoner lever side om side med os. En verden hvor hver dag er en kamp om liv og død, for retfærdighed og respekt. Men hvor skal man begynde hvis man er ny læser af genren eller bare nysgerrig på genren? Det giver Peter, Tine og Jacob et par gode bud på.

Denne hjemmeside anvender cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på siden. Læs mere her

Ok